|
|
|
Digterpræsten Kaj Munk virkede fra 1924 til 1944 som sognepræst i Vedersø og havde hjemme i Vedersø Gl. Præstegård på Vesterhavsvej.
Det bevaringsværdige præstegårdsanlæg består af et stuehus, opført omkring 1870, samt en trelænget bygning, der støder op til den gamle præstegårdshave anlagt i slutningen af 1800-tallet.
Kirkeministeriet overdrog i 2005 det samlede præstegårdsanlæg til Fonden Vedersø Præstegård, der var stiftet af Ringkøbing Amt og Ringkøbing Kommune, og gav i den anledning 1,5 mio. kr. til renovering af stuehuset. Parkanlægget er også genskabt med hjælp fra lokale frivillige og HedeDanmark.
Mange besøger for at se præstegården og gå en tur i parken, der er åben for publikum i dagtimerne.
|
Realdania har med godt 6 mio. kr. og i samarbejde med Fonden Vedersø Præstegård restaureret præstegårdens avlsbygninger, således at Kaj Munks Præstegård er bevaret som et samlet kulturmiljø for eftertiden. Projektet omfattede restaurering og genopbygning af præstegårdens avlsbygninger, så præstegårdens samlede kulturmiljø fremstår intakt og autentisk. Der er desuden indrettet en studielejlighed, der blandt andet kan anvendes af Kaj Munk-forskere. Der blev holdt rejsegilde den 24. september 2009. Den 15. september 2010 overdrog fonden skødet på præstegården til Kulturministeriet, som har sat finansiering af præstegårdens formidling og fremtidige drift på finansloven. Officiel indvielse fandt sted 17. juni 2011. Præstegården med den djærve vestjyske byggestil og den fantastiske landskabelige beliggenhed fungerer nu som et samlingssted for alsidige kulturelle aktiviteter samt for forskning og formidling om Kaj Munk. En bestyrelse med repræsentanter udpeget af blandt andet Kulturministeriet, menighedsrådet i Vedersø og sogneforeningen har det overordnede ansvar, mens den daglige drift er overladt til [ www.levendehistorie.dk Museum[/url]. Daglig leder er Lisbeth Lunde Lauridsen, tlf. 9736 2343, lll@levendehistorie.dk. Der er fra april til september hver tirsdag, torsdag og søndag kl. 11-16 åbent for interesserede, ligesom grupper kan aftale adgang på andre tidspunkter. I juni og juli udvides åbningstiden, ligesom der også vil være flere faste rundvisninger. Læs også mere på Kulturministeriets hjemmeside
|
|
Digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) blev cand.theol. i 1924 og samme år ansat som sognepræst i Vedersø. Her skrev han sin dramatik, sine taler, journalistik og prædikener.
Under besættelsen gik han skarpt imod regeringens samarbejdspolitik. Den 4. januar 1944 blev han afhentet af tyskerne, og likvideret i Hørbylunde bakker ved Silkeborg.
En privat kreds samlede allerede i 1944 penge ind til bevarelse af præstegården i Vedersø som mindested for Kaj Munk. Initiativet blev siden overtaget af staten, som stillede præstegården til rådighed som bolig for Kaj Munks enke og børn.
Efter Lise Munks død forsøgte skiftende kirkeministre sig uden held med planer for præstegården, indtil Ringkøbing Kommune og Amt i samarbejde med lokale kræfte tog initiativet til Fonden Vedersø Præstegård.
|
|
|